Sådan beskytter du din virksomhed mod fremtidens phishing trusler
Til vores seneste Hanegal-event havde vi besøg af Sygeforsikringen “danmark” og Forbrugerrådet Tænk til en snak om, hvordan virksomheder kan beskytte både sig selv og deres kunder mod phishingangreb. Angrebene bliver stadig mere sofistikerede og sværere at gennemskue – særligt i takt med den hastige udvikling inden for AI.

Phishing er en voksende trussel
Phishing er i dag den mest udbredte digitale trussel i Danmark - og den rammer alle. Alene det seneste år har tre ud af fire danskere været udsat for forsøg på phishing. For virksomheder er phishing blevet den næststørste trussel mod it-sikkerhed efter malware, hvilket gør det til en kritisk udfordring for enhver organisation, der opererer i et digitalt miljø.
Det var netop også emnet til denne omgang Hanegal, hvor der blev undersøgt hvordan virksomheder kan navigere i et stadig mere komplekst trusselsbillede og styrke deres evne til at opdage, forebygge og håndtere angreb. Det er muligt at gøre en reel forskel, men det kræver at virksomheder, myndigheder og borgere samarbejder og kombinerer tydelig kommunikation med stærke teknologiske sikkerhedsforanstaltninger.
Her er nogle af de vigtigste pointer fra arrangementet.
Et fælles ansvar
Hvert år møder Forbrugerrådet Tænk tusindvis af danskere, der er blevet ramt af overbevisende forsøg på phishing. Angrebene er forskellige, men har det tilfælles, at de er målrettede og i kraftig vækst - i dag kan alle blive ofre. I mange tilfælde bliver angrebene aldrig anmeldt, og ofrene føler ofte skam og er usikre på, hvor de skal henvende sig for at få hjælp. Denne usikkerhed svækker tilliden til virksomheder, myndigheder og de digitale systemer, vi er afhængige af.
Ulla Malling fra Forbrugerrådet Tænk mindede os om, at der er flere veje frem: Vi skal gøre forebyggelsen af digital svindel til et fælles ansvar, bruge værktøjer som “Mit digitale selvforsvar”, styrke den teknologiske beskyttelse og stille større krav til tech-platformene. Og mindst lige så vigtigt: at fjerne stigmatiseringen og sikre, at ofrene får både økonomisk og følelsesmæssig støtte.

Beskyt dit brand gennem synlighed
Beskyttelse af dit brand starter med tydelighed og synlighed. Virksomheder kan ikke eliminere phishing, men de kan lære at navigere i et trusselsbillede, der hele tiden vokser. Og myndighederne er nødt til at tage større ansvar, hvor phishing skal bekæmpes og dermed begrænses.
Katrine Krebs fra Sygeforsikringen “danmark” viste, hvor ofte svindlere misbruger “danmark”-brandet, og understregede, at tillid afhænger af tydelig og genkendelig kommunikation. Når modtagerne ikke kan se, hvem en besked egentlig kommer fra, øges risikoen dermed for svindel.
Katrine fremhævede værdien af at være tydelig omkring sine kommunikationskanaler, fastholde en konsekvent visuel identitet og opretholde forudsigelige kommunikationsmønstre. Når virksomheder kommunikerer på velkendte måder, føler brugerne sig mere trygge - og det bliver samtidig lettere at få øje på det, der afviger og potentielt kan være svindel.

Gør kommunikationen enkel og mere sikker
Virksomheder ønsker at holde deres kunder informeret, men for mange spredte budskaber kan virke overvældende for modtageren og skabe muligheder for svindlere.
Tommy Davis fra Adapt viste, hvordan selv gode intentioner kan have den modsatte effekt. I et konkret eksempel modtog han 15 beskeder fra en dansk bank på tværs af tre kanaler. Det efterlod han med et uoverskueligt væld af kommunikation. Og midt i den forvirring kan en digital svindler nemt slippe igennem.
Tommys råd var derfor enkelt: Kommunikér mindre, men sikkert. Hav en tydelig strategi for jeres kommunikationskanaler, brug signerede e-mails og BIMI, vær konsekvente i tone og format, og undgå at drukne brugerne i beskeder.
Og vigtigst af alt: Stol på jeres app - eller få udviklet en - som den primære, sikre kanal til vigtig kommunikation. Det er fortsat den sikreste måde at opretholde direkte kontakt med brugerne på.

Phishing forsvinder ikke
Problemet er i vækst, i takt med at svindlere bliver mere sofistikerede og begynder at udføre omfattende AI-drevne svindel angreb.
Virksomheder kan dog navigere i den nye virkelighed ved at være mere opmærksomme på deres kommunikation, hvilke kanaler de benytter, og hvor sikre de enkelte kontaktpunkter er gennem hele kunderejsen.
En stor tak til Ulla fra Forbrugerrådet Tænk, Kristine fra Sygeforsikring “danmark” og Tommy fra Adapt for at være med til at sætte fokus på dette vigtige emne.
Vi glæder os til at se jer til det næste Hanegal.
Der er masser at læse, hvis du har lyst til at blive hængende lidt endnu.

